Aarhus University Seal

30,4 mio. kr. til tre forskningsprojekter ved iNANO

Som skrevet i gårsdagens nyhed, deltager forskere ved iNANO-centeret ved Aarhus Universitet i tre projekter, der netop har modtaget støtte på 30,4 mio. kr. fra Højteknologifonden.

De tre studier beskrives således:

1)
Fremtidens cement - nye byggematerialer, der støttes med 10 mio. kr.
I dette nyskabende projekt, hvor iNANO samarbejder med bl.a. Aalborg Portland, vil der blive fremstillet nye funktionelle nanopartikler af danske råmaterialer, som kan udnyttes i udviklingen af helt nye cementtyper og byggematerialer, og som gør det muligt at fremstille beton på en mere effektiv og miljøvenlig måde. Målet for cementproduktionen er at øge produktionskapaciteten og reducere udledningen af CO2. Cementproduktion er en industri i stærk global vækst, og projektet har derfor et stort miljømæssigt og økonomisk potentiale.. Projektet trækker på iNANOs brede ekspertise inden for nanoteknologi, Danmarks og Grønlands Geologiske undersøgelsers (GEUS) indsigt i mineraler i nanostørrelse, samt Aalborg Portlands stærke internationale position inden for cement industrien.
Projektleder ved iNANO er lektor Jørgen Skibsted.

2)
Ny teknologi til optimering af bio-diesel, der støttes med 10.4 mio. kr.
Bio-brændstof fremstilles traditionelt af olieholdige afgrøder, og det bliver ofte nævnt som en mulig erstatning for fossilt brændstof. Det virkelige gennembrud for disse produkter forudsætter andsynligvis, at bio-diesel kan udvindes af afgrøder, der ikke indgår i den globale fødevareforsyning. Dette projekt søger at bruge nanoteknologi til at optimere såvel udbytte som kvalitet af bio-diesel fremstillet fra forskelligt organisk materiale i en 2.-generations-proces. Forskere fra iNANO ved Aarhus Universitet driver nogle af Danmarks mest avancerede faciliteter til syntese og karakterisering af faste stoffer, specielt nano-strukturerede materialer, mens iNANO-forskere ved Aalborg Universitet bidrager med særlig viden om det energitekniske område med speciel fokus på energikilder, der kan fornys, såsom vind, sol og biomasse. Projektets tredje partner er SCF-technologies A/S, der skaber og kommercialiserer højteknologi til at forædle produkter, forbede processer og fremstille såkaldte intelligente materialer. Ved at kombinere partnernes viden om nanoteknologi, energiteknologi og kommercialisering vil en væsentlig del af fremtidens bio-brændstof kunne baseres på organisk affald, hvilket vil have enorme erhvervs- og miljømæssige perspektiver. Projektleder ved iNANO er professor Bo Brummersted Iversen.

3)
Mobil måling af oliekvalitet om bord, der støttes med 10 mio. kr.
Rederier har i dag vanskelige betingelser for at kontrollere kvaliteten af olien i deres brændstoftanke, før de er sejlet fra land, og har derfor svært ved at stille krav til leverandørerne. Målet med dette innovative forskningsprojekt er at udvikle et mobilt NMR-udstyr, der sammen med andre nanoskala-analysemetoder vil gøre det muligt at måle oliens kvalitet, umiddelbart efter at den er bragt om bord på skibet. Ved hjælp af NMR-spektroskopi på nanoskala vil man kunne måle oliens stabilitet og dens kemiske sammensætning, så man i tide opdager f.eks. skadelige partikler, der skaber bundfald og slam i motoren. NanoNord A/S har specialiseret sig i udvikling af sensorteknologi og signalbehandling, mens forskere ved iNANO ved Aarhus Universitet bidrager med udvikling af banebrydende ny NMR-teknologi til højkvalitetsspektre i mobile magneter med lavt og
inhomogent felt.
Projektleder ved iNANO er professor Niels Chr. Nielsen.