Det mørkeste mørke – på vejen mod fremtidens solceller
Materialer, der kun reflekterer en lille del af det synlige lys, opfattes af øjnene som værende sorte. Forskere har længe drømt om at fremstille et ideelt sort materiale – dvs. et materiale, der absorberer alt lys. Et sådant materiale vil bl.a. være fremragende til brug i solceller, da den høje lysabsorption vil sikre en yderst effektiv udnyttelse af lyset og dermed et højt udbytte af elektricitet.
Det er nu lykkedes amerikanske forskere at udvikle det mørkeste menneskeskabte materiale nogensinde. Det nye materiale reflekterer kun 0,045 % af lyset – til sammenligning reflekterer almindelig mørk maling mellem 5 og 10 % lys.

Det særlige materiale, kaldet VA-CNT er baseret på kulstofnanorør, der er arrangeret således, at der opstår nanoskala huller og mellemrum i strukturen. Dermed er materialet i stand til at holde på lyset, og graden af absorption bliver derfor højere, end hvad der har været muligt med tidligere kendte materialer.
Du kan læse mere om det nye materiale her.