Aarhus University Seal

Guld er dens vægt værd i, tjaa, guld?

Den store Royal Bank Plaza bygning i hjertet af Toronto har over 14.000 vinduer og hver af dem er beklædt med et tyndt lag guld. Ved at reflektere varme og infrarød stråling mindsker guldbelægningen varme- og ventilations- omkostningerne i bygningen.

Guld kendes traditionelt for dens anvendelse til smykker og i finansverdenen som betalingsmiddel. Det 79. element i det periodiske system har dog mange mindre glamourøse, men nyttige funktioner, som f.eks. som beskrevet til beklædning af vinduesrammer for at mindske varmeregningen. Et af gulds væsentlige fordele er at det ikke oxiderer. Det har desuden nyttige materialeegenskaber, er en god leder af elektricitet og er ikke toksisk. Guld har haft en afgørende betydning for mange aspekter af nanoteknologi over de senere år, og for den interesseret læser anbefales det at læse de artikler, der står opgivet under teksten. De omhandler hvordan guld kan anvendes i nanoelektronikken og om hvordan guld kan anvendes til tidlig detektion af prostata cancer. De beskriver blot to af de mange anvendelsesområder guld har.

I den anerkendte rapport fra ”World Gold Council”, der har til formål at stimulere handel med guld, er der særligt fokus på områderne miljø og medicin. Af de væsentligste emner som der fokuseres på indenfor miljø kan nævnes purification (på dansk: rensning), diesel celler, solceller og forbedrede katalysatorer (hvilket ville effektivisere en bred vifte af processer i industrien). Inden for medicin forskes der meget i anvendelsen af guld nanopartikler til behandling af cancer: hovedformålet er at udvikle systemer, der kan genkende syge celler og væv således at behandlingen kan fokuseres udelukkende på det cancerramte væv og skåne alt omkringliggende raskt væv. Der forskes også i metoder uden brug af farma, hvor man opvarmer nanopartiklerne via stråling og således ”rister” tumoren.

Guld har været god ved nanoteknologien og det lader bestemt til at fortsætte.

Kilde: Nature Nanotechnology, Vol 5, Marts 2010

Relevante artikler:

Song, H. Nanotechnology: Molecular transistors scrutinized. Nature 462, 994-995 (24 December 2009)

Thaxton, C. S. et al. Nanoparticle-based bio-barcode assay redefines “undetectable” PSA and biochemical recurrence after radical prostatectomy. Proc. Natl Acad. Sci. USA 106, 18437–18442 (1 September 2009).