Aarhus University Seal

Jule-genudsendelse

Nu er det jo NANOvidensbankens formål at bringe nyheder – men jeg har tænkt mig at gøre en undtagelse. Jeg syntes nemlig, at disse blogindlæg var så fine, at de i anledning af julen godt kunne klare en gentagelse:

Verdens mindste julekalender

I anledning af den nært forestående jul, tænkte vi, det ville være passende at bringe disse billeder af verdens mindste adventskalender. Den måler sølle 8.4 µm gange 12.4 µm, hvilket er så lille, at den kan ligge 5 mio. gange på et frimærke. Kalenderen er fremstillet af en gruppe forskere fra Institut for Eksperimentel og Anvendt Fysik ved Regensburg Universitet i Tyskland. Lågerne for 1. til 6. december er blevet åbnet, og indenfor gemmer der sig billeder af vinter- og julemotiver. De mindste strukturer på billedet er kirkens vinduer, der måler omkring 20 nm. Arbejdet er ikke nyskabende, men ment som et hyggeligt indslag i juletiden. Ikke desto mindre er de anvendte teknikker vigtige inden for forskning i og fremstilling af mikro- og nanostrukturer.

Det Gamle Testamente skrevet i nanostørrelse

Israelske forskere har fremstillet verdens mindste udgave af Det Gamle Testamente. Forskerne har skrevet alle 308.428 ord på en kvadratisk chip med en sidelængde på 0.5 millimeter. Denne udgave af biblen er 50 gange mindre end rekorden for mindste bibel i Guinness rekordbog.

Nanobiblen er lavet af Technion, Israel´s Institute of technology. Begrundelsen for at skabe Det Gamle Testamente på nanostørrelse har været, at gøre unge teenager interesseret i nanoteknologi.

Man kan læse mere om fremstillingen af biblen her.