Kulstofnanorør smager på maden
Når der i dag fremstilles chilisauce industrielt, bruger man et panel af testsmagere for at bedømme, hvor stærk produktet er. Denne proces er dog både dyr, langsommelig og bærer præg af den enkelte testsmagers mening.
Løsningen på dette problem findes i de fantastiske kulstofnanorør, som med en ny teknik nu kan bruges til at give et præcist svar på, hvor stærk maden er. Den kemiske forbindelse, der gør chili stærk, hedder capsaicinoid, og det er således indholdet af denne forbindelse, der måles med den nye teknik.
Capsaicinoiden adsorberes til overfladen af en elektrode lavet af kulstofnanorør, og derefter måles den ændring i strømmen, der opstår, når capsaicinoiden oxideres i en elektrokemisk reaktion. Den målte ændring kan omsættes direkte til Scoville enheder som styrken af chilisauce normalt måles i.
Den nye metode forventes snart at være klar til kommerciel brug. 


