NanoCover udfordrer Dansk Sejlunion: En million danske kroner på højkant
NanoCover Scandinavia A/S udfordrer Dansk Sejlunion og Hempel og stiller en million danske kroner på højkant, hvis de kan bevise at NanoCovers produkt NanoCover Marineforsegling ikke virker.
I den seneste udgave af SejlerBladet, der er Dansk Sejlunions officielle medlemsblad, konkluderes det, at produkterne NanoCover Marineforsegling og Weitec Gelcoatgard forte - begge baseret på nanoteknologi - ikke holder, hvad de lover. Denne konklusion drages efter en test foretaget af Dansk Sejlunion, hvor produkterne i sejlsæsonen 2006 blev afprøvet på en række både. Målet var at undersøge om teknologien kan anvendes som bundbehandling under vandlinjen.
Ifølge firmaernes produktoplysninger og reklamer stilles sejlerne følgende i udsigt:
NanoCover Marineforsegling: Forseglingen danner en usynlig, men stærk beskyttelse mod begroning. Alger og rurer vil stadig gro på båden så længe den ligger stille, men så snart der sejles vil friktionen gøre, at båden renses. Behandlingen er langtidsvarende og overflødiggør brugen af kobberholdige malinger ligesom slibning og maling reduceres til et absolut minimum.
Weitec Gelcoatgard forte: Produktet giver en meget glat overflade, som hverken rurer, alger, brune belægninger i vandlinjen eller snavs kan sætte sig rigtig fast på. Når båden ligger i havn, vil organismer og snavs sætte sig på den, men ved sejlhastigheder fra og med fire knob skal båden sejle sig ren. Bådens tophastighed vil blive øget, da den behandlede bund vil give mindre modstand i vandet.
Og det var altså dette, Dansk Sejlunion ikke mener holder.
Nu tager Nanocover til genmæle og foreslår Dansk Sejlunion, at der gennemføres en ny test. Hvis NanoCovers produkt ikke lever op til løftet om, at det meste af begroningen kan sejles af, og at resterne fjernes ved let rengøring med en slange og en blød børste, vil NanoCover ekstraordinært donere DKK 1.000.000 til Dansk Sejlunion.
”Jeg står 100 pct. inde for, at vores produkter selvfølgelig virker, og jeg går da ud fra, at Dansk Sejlunions hovedsponsor, Hempel, gør det samme. Derfor vil jeg gerne udfordre dem direkte. De kan få lov til at behandle en anden båd. Når sæsonen er overstået, kan vi aftale, at den producent, der har sværest ved at rengøre sin båd, skal betale Dansk Sejlunion en million. På den måde er de danske lystbådssejleres organisation sikret et tilskud uanset hvad,” siger Poul Nielsen, adm. Direktør i NanoCover.
NanoCover forsvarer sig med, at testen blev foretaget forkert. Ifølge Poul Nielsen gjorde NanoCover Dansk Sejlunion opmærksom på dette, allerede da testen begyndte og understregede, at NanoCover ikke kunne stå inde for resultatet, hvis testen blev gennemført på de pågældende vilkår. Ifølge NanoCover skyldes testens udfald, at NanoCover Marineforsegling ikke blev påført efter NanoCovers anvisninger og påført på en eksisterende bundmaling.
”På to både blev forseglingen påført ovenpå en primer, der indeholder epoxy, der modarbejder de aktive nanopartikler i NanoCover,” lyder det i NanoCovers pressemeddelelse. På testens tredje båd fulgte man NanoCovers anvisninger og påførte forseglingen på en eksisterende bundmaling. NanoCover tolker resultatet af testen således:
”Resultatet af SejlerBladets samlede test bliver, at de to af bådene er begroet med et voldsomt lag af slim, alger og bryozoer. Begroningen på den tredje båd – der var behandlet korrekt – er væsentligt mindre. Alligevel bliver bladets samlede konklusion, at nano-produkter ikke holder, hvad de lover.”
”Det er selvfølgelig brandærgerligt, hvis bladets urigtige konklusioner skal få indflydelse på vores omsætning, men jeg vælger at se fremad og udfordre Dansk Sejlunion og deres hovedsponsor, Hempel, der udelukkende gør sig i traditionelle giftige bundbehandlinger,” siger Poul Nielsen.
Du kan læse artiklen bragt i SejlerBladet nr. 4, 2006 her (kræver login).
Du kan læse NanoCovers pressemeddelelse her.
Du kan læse om NanoCover Marineforsegling her.
Du kan læse mere om nanoteknologi og antibiofouling i artiklen Superspecialiserede overflader.