Nanoklæde genskaber ødelagt væv i hjertet
Forskere fra University of Brown og i Indien har skabt et nanoklæde, der kan genskabe områder af hjertet, der ellers var dødt pga. blodpropper eller lignende.
De har bygget en scaffold lignende struktur (engelsk for stativ) bestående af karbon nanofibre og en polymer allerede godkendt til brug i mennesker. Deres første laboratorie tests har vist at beklædningen regenererer hjertets egne celler, kaldet kardiomyocyter, samt neuroner, som tilsammen sørger for at hjertet kan slå.
Hvis metoden virker i senere kliniske forsøg, vil det kunne gavne millioner af mennesker. Således har ”American Heart Association” opgjort det til, at der i 2009 var 789.000 amerikanere, der led af et hjerteanfald forårsaget af en svækket hjertemuskulatur. Samtidig hævder statistikken at en tredjedel af de kvinder, og en femtedel af de mænd, der har haft et hjerteanfald, får et nyt indenfor seks år!
Det unikke i nanoklædet er dens brug af karbon nanofibre. De har en diameter på mellem 60 og 200 nanometer og er fremragende ledere af elektroner, som gør at de kan oprette de elektriske forbindelser, der er essentielle for at et hjerte kan slå. Nanofibrene blev syet sammen ved brug af en poly lactic-co-glycolic acid polymer for til sidst at have et klæde på 22 millimeter i længde og omkring 15 my i tykkelse. I celleforsøg såede de kardiomyocyter på klædet og fandt efter få timer at der var fem gange så mange celler på nanoklædet, ift. en kontrol bestående af blot polymeren. Ligeledes, så de efter yderligere fem dage at tætheden af celler på overfladen var seks gange højere end på kontrollen.
Thomas Webster, Ass. Professor på Brown University hævder at scaffoldet virker fordi det er elastisk og stærkt, og således kan forstørre og kontrahere sig, ligesom rigtig hjertevæv skal kunne det. Inden de går videre med forsøg i mennesker ønsker forskerne, via en forsimplet laboratoriemodel af hjertet, at se hvordan materialet reagerer på hjertets slagrytme, og de vil sikre sig at de kardiomyocyter der dannes, har de samme egenskaber som rigtige kardiomyocyter. Der er et stykke vej endnu, men det virker lovende.
Kilde: www.physorg.com/news/2011-05-nanopatch-heart.html