Nanoscience ph.d studerende vandt Forsker Grand Prix
Dette års Forsker Grand Prix, som i år har fået øgenavnet Rock’n Research, blev afhold i Lille Vega tirsdag den 20 april og vinderen blev Kasper Jahn som er ph.d.-studerende ved iNANO og Center for DNA Nanotechnology, CDNA.
Otte ph.d.-studerende, én fra hvert af Danmarks universiteter, konkurrerede i kunsten at præsentere deres forskning for 100 gymnasieelever på kun tre minutter. Kasper præsenterede sine studier i anvendelsen af DNA-origami til at producere alle mulige strukturer hvoraf nogle vil kunne finde anvendelse som medicintransportører i kampen mod kræft.
Med kun tre stemmers flertal vandt Kasper Jahn over Lilian Skytte fra Syddansk Universitet.
– Det var en rigtig god oplevelse at deltage og jeg have en sjov dag ud af at præsentere min forskning for et bredere publikum, udtaler Kasper.
Sammen med førstepladsen følger en pokal, blomster og æren af at præsentere åbningstalen ved kick-off af ”Forskningsdøgn” som starter torsdag den 22. april.
Professor Flemming Besenbacher, leder af iNANO, udtaler:
– Jeg er stolt og glad på Kaspers vegne. Kasper er en af vores allerdygtigste studerende som her viser at han foruden at lave forskning på højt internationalt plan også forstår at formidle denne forskning videre til den brede befolkning. Dette er en yderst vigtig opgave for alle forskere for at skabe viden, accept og respekt omkring det vi laver på universitet.
Arrangementet i Lille Vega er også blevet kaldt for forskernes X Faktor, fordi forskerne skulle brænde igennem med deres budskaber på få minutter. Publikummet på 100 gymnasieelever afgav stemmerne med små stemmebokse ved hvert sæde og sammen med et ekspertpanel på tre afgjorde de, hvem der til slut løb af med titlen som årets formidlingstalent.
I ekspertpanelet sad Maja Horst, modtager af Forskningskommunikationsprisen 2009, Sverre Rødahl, rektor for Statens Teaterskole, og Vibeke Hjortlund, chefredaktør for Videnskab.dk.
Forskningens Døgn '10
Rock’n Research har samtidig varmet op til Forskningens Døgn, der finder sted over hele landet den 22., 23. og 24. april.
Læs mere om de 270 arrangementer over hele landet på www.forsk.dk