Nanostuderende vinder ForskerFight - kampen om ord

Der var fokus på forskningsformidling, da Steno Museet tirsdag 28. oktober 2008 lagde lokaler til Folkeuniversitetets formidlingskonkurrence ForskerFight. Ni ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet dystede om hvem der var bedst til at formidle sin forskning på bare fire minutter, og ph.d.-studerende Jakob Kibsgaard fra iNANO løb af med sejren og præmien, som var et rejsegavekort på 10.000 kr.
Jakob Kibsgaard leverede en overbevisende præsentation af sit forskningsprojekt under titlen "Effektiv fjernelse af svovl fra benzin og diesel". Jakob Kibsgaards har været indskrevet som ph.d.-studerende i fysik og nanoscience siden 2004 og hans ph.d.-projekt er medfinansieret af Haldor Topsøe A/S, som er et af verdens førende firmaer inden for forskning i nanoteknologi og procesteknologi.
I januar 2007 var han på forsiden af det ansete tidsskrift Nature Nanotechnology. Fra januar 2009 er det planen at han skal være postdoc ved Stanford University i USA.
Forskere skal kunne formidle
Målet med ForskerFight er at præsentere ny forskning på en underholdende og ikke mindst forståelig måde, og konceptet er bl.a. inspireret af den amerikanske hjemmeside www.ted.com.
De konkurrerende ph.d.-studerende speed-forelæste under så forskellige titler som: ”Hvem får nyresvigt? Nefrostisk syndrom hos børn” af Rene Frydensbjerg Andersen fra Skejby Sygehus og ”Hashpolitik” af Kim Møller fra Kriminologi. Alle præsentationer blev optaget på video, og disse videoklip vil senere kunne ses på Folkeuniversitetets hjemmeside.
Konkurrencens deltagere blev bedømt af både det kyndige dommerpanel og af publikum. Generelt fik deltagerne rosende ord fra dommerne, og især de tre finalister evnede at bringe deres forskning ud over scenekanten. I finalen kom, udover Jakob Kibsgaard, Stine Liv Johansen om ”Seer i bleer” og Tina Skau Nielsen om ”Brystkræft og planteøstrogener i mælken”. Men vinderen Jakob Kibsgaard udmærkede sig ved et smittende engagement og ved sine evner til at vække interesse for sin forskning.
Dommerpanelet bestod af fire personligheder, som på forskellig måde kvalificerede sig til at bedømme forskningsformidlingen. Dommerne var Søren E. Frandsen, prorektor for videnspredning på Aarhus Universitet, Niels Krause-Kjær, journalist, Madeleine Røn Juul, instruktør og Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet på Aarhus Universitet. Arrangementet er den første af sin slags i Århus, men rektor ved Folkeuniversitetet i Århus håber på, at det kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed.
Se også Tv2 Nyhedernes indslag ": Forskere mødes i kampe på ord "
Tak til Science.au for nyheden.