Aarhus University Seal

Nanoteknologi giver evigt liv om 20 år siger forsker

Videnskabsmand Ray Kurzweil fortæller, at mennesker kan få evigt liv med nanoteknologi inden for de næste 20 år.

Den 61 år gamle amerikaner fortæller til the Sun, at vores forståelse af gener og computere nærmest er eksploderet den seneste tid. Hvis vores forståelse foresætter med at vokse med samme hastighed, vil vi med nanoteknologi kunne erstatte vitale organer om 20 år, fortæller Kurzweil.

Kurzweil er ikke en hr. hvem som helst. Bill Gates har udpeget ham til at være den vigtigste fremtidsforsker og Magasinet Forbes har døbt ham 'den ultimative tænkemaskine'. Han har også tidligere forudset teknologier lang tid før, de blev en realitet.

Kurzweils vision går ud på, at vi gennem udvikling af nanoteknologi kan få så stor forståelse af kroppen, at det er muligt at udskifte praktisk talt alle organer. Selv blodceller vil blive erstattet af mikroskobiske robotter, forudser Kurzweil. Det betyder at vi om 25 år vil vi kunne løbe en olympisk sprint på 15 minutter, oven i købet uden at trække vejret. Eller dykke i fire timer uden ilt.

Men her stopper Kurzweil ikke. Men vores forøget mentale kapacitet vil vi kunne skrive bøger på få minutter. Når nanorobotterne kommer til at fungere sammen med vores hjerne vil vi virtuelt kunne opleve et hvilket som helst sted og begivenhed, helt uden vi behøver at bevæge os. (Hvorfor vi så skal kunne sprinte i over 15 minutter har jeg lidt svært ved at forstå).

Kurzweil glemmer hvor langsomt udviklingen reelt går

Ikke alle er overbeviste over Kurzweils visioner. Thomas Bjørnholm fra Nano-Science Center på Københavns Universitet vil ikke udelukke, at nogle af Ray Kurzweils visioner kan blive til virkelighed, men omvendt mener han også, at Kurzweil glemmer, hvor langsomt udviklingen med nanoteknologi reelt går set i forhold til disse ret fantasifulde mål, fortæller han til Politiken.

»Man begyndte jo at arbejde med det her op igennem 1980'erne og 1990'erne, og her blev man hurtigt ret ydmyg over for mulighederne«, siger Thomas Bjørnholm.

Thomas Bjørnholm vil ikke helt afvise alle Kurzweil forudsigelser.

»Vi har jo set mange gennembrud i de seneste år, og det er selvfølgelig spændende tanker, der kan være med til at sætte fantasien i gang. Men det lyder for mig som om, han har trykket lidt for meget på speederen med de her ting«, siger centerlederen til Politiken. 

Kommentar

Personligt mener jeg, at Kurzweils visioner er spændende og lidt skræmmende, men i sidste ende ret urealistiske. Jeg stiller mig i hvert fald meget skeptisk over for, at vi kan nå at opfinde alt det, Kurzweil forudsiger, om 20 år. Det kommer helt sikkert til at tage meget længere tid, hvis det overhovedet er muligt.

Det er rigtigt, at vores forståelse af nanoteknologi, og hvordan gener og kroppen virker, vokser. Men der er stadig mange komponenter, vi ikke har fuld forståelse af. Specielt hvordan alle kroppens celler, proteiner og gener virker sammen er meget komplekst.

Hvad sker der for eksempelvis, hvis vi erstatter nogle af kroppens celler med en nanorobot. Så er vi nødt til at sikre os, at denne nanorobot kan indgå i præcis de samme systemer som den celle, den erstatter. Hvis det f.eks. er over 1000 forskellige interaktioner, bliver det hurtigt meget meget komplekst. Desuden er vi ikke i nærheden af at kunne lave denne nanorobot endnu. Vi kan lave nanopartikler, der kan bruges til at fragte medicin rundt i kroppen. Men der er lang vej fra nanopartikler til nanorobotter. Meget lang vej.