Aarhus University Seal

Nanoteknologi på touren

Den schweiziske cykelproducent BMC har fremstillet et cykelstel, hvori der anvendes kulstofnanorør.

Kulstofnanorør er små cylinderformede kulstofmolekyler, der minder om nanoudgaver af oprullet hønsenet. De er få nanometer brede og kan være op til 200 mio. nm (20 cm) lange. Kulstofstrukturerne er langt stærkere end fx stål, men vejer betydeligt mindre - 600 gange stærkere pr. vægtenhed – hvilket gør dem ideelle til genstande som cykelstel, der skal være lette men stærke.

Kulstoffibre har længe været anvendt til cykelstel. Det nye, der gør dem så stærke, er rørstrukturen, som kulstofatomerne er arrangeret i.

BMC hævder, at deres ”Pro Machine” er det første cykelstel i verden, der er lavet udelukkende ved brug af den revolutionerende Easton CNT-nanoteknologi. Men lad dig ikke narre af den entusiastiske pressemeddelelse. Med udtalelsen menes blot, at Easton CNT-nanoteknologi anvendes til hele stellet, men ikke at teknologien kun anvender nanorør.
Nanorørene bliver indbygget i de almindelige kulstoffibre. Det vil sige, at stellet er en komposit, der indeholder nanorør, men altså ikke består udelukkende af dem.

Det er Phonak team, der kommer til at køre de nye cykler. Nu må vi blot vente og se, om stellet vil føre dem til sejr! Eller sætte ny trend i cykelindustrien, som BMC spår.
Stellet vejer under et kilo og præsenteres første gang under den officielle pressekonference for touren i dag kl. 12.00 i Challans, Frankrig.

BMC NEWS, 25.06.2005: BMC with a new Secret weapon for the Tour de France.