Norske forskere gror halvledere på grafen
Forskere ved Norwegian University of Science and Technology (NTNU) har, som de første i verden, udviklet en metode til at gro halvledere på grafen i stedet for silicium. Metoden kan gå hen og revolutionere halvlederindustrien og åbne for en masse nye anvendelsesmuligheder. 03.10.2012 af Steffen Sparvath
Det er lykkedes norske forskere at gro halvleder-nanowires (små søjler af et halvledermateriale) på en overflade af grafen ved at ’bombardere’ overfladen med gallium og arsen atomer. På denne måde kan de producere en kun 1 micrometer tyk halvleder. Konventionelle silicium halvledere der produceres i dag, er til sammenligning flere hundrede gange tykkere.
Forskerne påpeger at, der er mange fordele ved at bruge grafen frem for silicium. Grafen består af et enkelt lag af kulstofatomer, der gør materialet til det tyndeste vi kender. Desuden er grafen både bøjeligt og gennemsigtigt, hvilket åbner op for en helt ny verden af anvendelsesmuligheder. Den største fordel er dog nok at, grafen er meget billigere at fremstille og med den nye metode skal der bruges mindre materiale til fremstillingen af halvledere.
Ovenstående video forklarer metoden og nogle af dens fordele.
Nordmændene har startet et nyt firma ved navn CrayoNano der skal videreudvikle den nye teknik. Der bliver formentlig ikke mangel på industrielle samarbejdspartnere, da firmaer som IBM og Samsung længe har ledt efter alternativer til silicium. Forskerne selv siger, metoden kan gå hen og revolutionere produktionen af solceller og LED komponenter. Med det nye materiale kan man forstille sig at vinduer i fremtiden også kan virke som solpaneler eller fjernsynsskærme.
Kilder: http://phys.org/news/2012-09-silicon-graphene.html og http://phys.org/news/2012-09-semiconductors-graphene.html#nRlv
Firmaets hjemmeside: http://crayonano.com/