Aarhus University Seal

Nye forskningscentre i Århus

”Danmarks Grundforskningsfond har netop bevilget midler til otte nye centre i Danmark. Fem af de nye centre har forskere fra Aarhus Universitet som ophavsmænd, mens de øvrige tre kommer fra Københavns Universitet. De fem centre i Århus er udvalgt blandt 144 forslagsstillere.
- Det er et helt usædvanligt flot resultat for Aarhus Universitet, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. For to år siden, hvor Grundforskningsfonden sidst bevilgede midler, fik Aarhus Universitet tre ud af 12 nye centre, og det var et fint resultat. Men bevillingerne i år overstiger alle forventninger og giver en klar markering af, at Aarhus Universitet står usædvanlig stærkt i den internationale forskningselite.
- Det er bemærkelsesværdigt, at Aarhus Universitet nu får Danmarks p.t. eneste grundforskningscenter inden for det samfundsvidenskabelige område, og at Det Naturvidenskabelige Fakultet løber af med fire af de fem centre ved universitetet, heraf ikke mindre end to ved Molekylærbiologisk Institut. Det er helt åbenlyst, at vi her har et resultat af en vedvarende satsning på internationalt samarbejde med de bedste forskningsmiljøer i verden, kombineret med en speciel århusiansk opfindsomhed og vilje og mod til at gå nye veje. Jeg må sige, at jeg er en meget glad mand i dag, slutter Lauritz B. Holm-Nielsen.
Danmarks Grundforskningsfond har siden 1991 støttet danske forskningscentre på højeste internationale niveau – såkaldte Centres of Excellence – over støtteperioder på fem år. I øjeblikket finansierer fonden 36 centre med et samlet årligt budget på ca. 250 millioner kr. Heraf befinder otte centre sig på Aarhus Universitet. “


Af de fire centre ved det naturvidenskabelige fakultet går tre til områder tilknyttet nanomolekylærbiologi og nanokemi.

De tre nye centre er: Centre for Carbohydrate Recognition and Signalling, Centre for DNA Nanotechnology og PUMPKIN – Membrane pumps in cells and disease.