Risikoanalyse af nanopartikler på Århus universitet
iNANO ved Aarhus Universitet har for nyligt modtaget 16 mio. kr. i støtte fra programkomiteen NaBIIT under det Strategiske Forskningsråd til to nano-miljøorienterede projekter.
Her kommer en kort beskrivelse af hvert projekt.
SUNANO – risikoanalyser af frie nanopartikler – støttet med 7,98 mio. kr.
Formålet med dette projekt er at udvikle og afprøve testsystemer, der kan indgå i en risikoanalyse af frie nanopartikler af bl.a. sølv og titaniumoxid, samtidig med at der foretages en grundig karakterisering af partiklerne. Der er indtil videre kun foretaget meget få basale studier på internationalt plan, og de få resultater, der foreligger, er vanskelige at evaluere og sammenligne, da studierne udelukkede har fokuseret på giftigheden uden at beskrive form, størrelse mm. af de benyttede nanopartikler.
Udvikling af nye metal-, oxid- og sulfidkatalysatorer – støttet med 7,99 mio. kr.
En katalysator består af aktive nanopartikler fordelt på et porøst materiale med et stort overfladeareal. Igennem dette forskningsprojekt ønsker man at udvikle nye forbedrede katalysatorer til brug ved oprensning og bearbejdning af fossile brændstoffer. Ved f.eks. at fjerne svovl og andre urenheder i dieselolie, vil man kunne forbedre de miljømæssige omkostninger ved forbrænding af disse brændstoffer. Projektet vil blive udført i samarbejde med de danske virksomheder Haldor Topsøe A/S og SCF-Technologies A/S og vil forhåbentligt føre til en bedre forståelse af nanopartiklernes virkning og i forlængelse med dette, skabe bedre katalysatorer til gavn for miljøet.
For mere information om de to projekter se her:
http://www.au.dk/da/nyheder/presse/231006
For mere information om NaBIIT se her:
NaBIIT