Amerikanske forskere er blevet inspireret af antennerne på et silkemøl. Silkemølet bruger antennerne til, at detektere om der er hunner i nærheden. Dette sker ved at små lugt-molekyler, kaldet feromoner, trænger ind i antennen ved hjælp af små porer, hvorefter de bliver bragt hen til en række nerveceller. Disse nerveceller sender så et signal til mølens hjerne, om at der er hunner i nærheden. Forskere har før lavet nanoporer, men dér hvor de er blevet inspireret af silkemølet, er overfladen som dækker nanoporerne. Egenskaberne ved en nanoporer er, at når et molekyle eller protein passerer poren, kan man få informationer om f.eks. volumen, ladning, og form. Dette sker fordi den elektriske modstand af poren, ændrer sig, når molekylet passerer igennem. Problemet er bare at porerne hurtigt kan blive tilstoppede, hvilket gør, at teknikken er meget lidt udbredt. Ved at bruge en overflade, som er dækket af fedt-molekyler(se billede) kan man forhindre at porerne stopper til. Håbet er, at hvis man får nanoporerne til at virke, kan de bruges til at undersøge molekylerne, som er skyld i neurodegenerative sygdomme som Alzheimer, Parkinson og Huntingtons. En anden anvendelsesmulighed er som sensorer til at detektere biologiske agenter, som kunne tænkes at bruges i krigsførelse. Forskningen er blevet offentligt gjort i det anerkendte amerikanske tidskrift Nature.

Kilde:

http://www.physorg.com/news/2011-02-silk-moth-antenna-nanotech-tool.html

http://www.nature.com/nnano/journal/vaop/ncurrent/full/nnano.2011.12.html (kræver login)