Starten er gået for ny DNA-nanoteknologi i Århus
Et nyt stort center skal udnytte livets molekylære kode, dna, til at samle nanomaterialer og udforske nye nanoteknologiske metoder inden for behandling og diagnosticering af sygdomme relaterede til dna.
Centre for DNA Nanotechnology er navnet på et nyt såkaldt "centre of excellence" ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Centeret blev indviet sidste fredag og bliver et miks af danske og amerikanske forskere.
I det nye center vil forskerne bygge nye materialer ud fra byggeklodser i nano-størrelse som fx molekyler, nanopartikler og nanorør. Det nye er at forskerne vil bruge naturens informationsmolekyle, dna, til at opmærke og transportere nano-byggeklodserne og på den måde styre byggeprocessen.
– En af de store udfordringer for nanoteknologien er at finde metoder til at samle nanobyggeklodserne, siger centerleder Kurt Gothelf og fortsætter:
– De er så små at vi ikke effektivt kan håndtere dem enkeltvis med værktøjer fra vores makroskopiske verden. Derfor sætter vi dna på byggeklodserne, for dna'et indeholder både koden for hvordan klodserne skal samle sig og det sørger også for at samle klodserne. Vi er også meget interesserede i at undersøge hvordan vores kunstige dna-nanostrukturer kan vekselvirke med levende systemer. Vi forsker derfor også i grundlæggende nye metoder til at diagnosticere og behandle sygdomme.
Udveksling af studerende mellem USA og Aarhus Universitet
Som en konsekvens af det dansk-amerikanske samarbejde bliver der en aktiv udveksling af studerende over Atlanten. Alene i løbet af denne sommer har professor Thom LaBean og fem studerende fra Duke University været gæster ved det nye Centre for DNA Nanotechnology i Århus. Samtidig har danske studerende været på ophold i op til et halvt år i USA og det er planen at alle ph.d.-studerende ved centeret i Århus skal på et kortere eller længere studieophold i USA. Der er allerede planlagt ophold for adskillige ph.d.-studerende ved Duke og Arizona State universiteterne fremover.
– Jeg er utroligt glad for og stolt over at vi med centeret kan få amerikanske studerende til at rejse til Danmark, oven i købet på et amerikansk finansieret program; det går normalt kun den anden vej, siger centerleder Kurt Gothelf.
– De amerikanske og danske grupper i Centre for DNA Nanotechnology kan forskellige ting og vi opnår derfor en høj grad af synergi i samarbejdet og udvekslingsprogrammerne. De amerikanske grupper har stor erfaring inden for design af dna-nanostrukturer, mens grupperne ved Aarhus Universitet er eksperter inden for syntese og karakterisering af nanostrukturer og inden for vekselvirkning med levende organismer. Kombination af disse områder i det nye center gør at jeg tror på at vi kan blive et af de førende centre inden for dna-nanoteknologi, slutter Kurt Gothelf.